Depression oveni lykkerusen

Et lidt trist, men vigtigt emne herfra i dag.

Hvordan husker I mødre egentlig dagene efter fødslen? Den var sikkert overvældende, lykkelig, kærlig og smertefuld på én og samme tid. Forestil dig så at have ramt bunden samtidig. Du sidder i sofaen med din lille nye, som du elsker overalt på jorden, men du gider faktisk ikke rigtig bruge din tid eller energi på at amme, skifte ble eller noget tredje. Du begynder ligeså stille at tænke, “det er normalt, jeg har hormoner i kroppen og har lige været i gennem en fødsel”. Selvfølgelig er det klart, at man, især som førstegangsmor, bliver meget overvældet, fordi man skal være opstillingsparat på 2 sekunder.

Det var jeg så desværre ikke. Jeg troede jeg havde alting på plads. Isabellas seng ved siden af vores, amningen skulle nok køre som en drøm, hendes tøj var vasket og lagt pænt sammen i hendes kommode. Så kan man da ikke være mere parat? Jeg tog hurtigt fejl efter nogle døgn med dette lille væsen, som jo skulle ammes døgnet rundt… Jeg var jo bare en forvirret nybagt mor, som slet ikke var parat til morlivet. Og over 6 dage, græd jeg i hvertfald 3-4 gange om dagen, fordi jeg var ked af mit valg som jeg tog dengang, da vi valgte at beholde barnet.

Vi nåede alligevel langt med en abort, og havde fået bestilt en tid, men i sidste øjeblik sagde jeg til min kæreste, at jeg ikke kunne få mig selv til det. Så ny tid ved lægen, og få skrevet vandrejournal. Tiden efter gik med at vænne os til tanken om at vi skulle være forældre om nogen tid. Vi kom til terminsscanning d. 9 juni og fik af vide at vi kunne regne med at bliver forældre i januar 2018. Under hele graviditeten var jeg glad og glædte mig til at blive mor. Glæden var der skam stadig det første døgn, men derefter gik det bare nedad, og jeg kunne simpelthen bare ikke vænne mig til min nye rolle og de nye rutiner. Amningen kørte slet ikke som den skulle, og alt som jeg kunne før blev pludseligt umuligt, fordi jeg skulle amme hver 10-20. minutter. Glæden ved denne stund blev ødelagt, fordi jeg havde regnet med noget helt andet.

Efter alle mine tårer næsten var grædt 6 dage efter fødslen, kunne jeg ikke mere. Jeg kiggede alle papirer i gennem, som vi havde fået med fra sygehuset, efter et nummer til et eller andet sted for at få hjælp. Jeg fandt nummeret til sygehuset, og der stod, at man kunne ringe ind op til 7 døgn efter udskrivelse, så det var lige på vippen til at være for sent. Vi blev indlagt lørdag aften, og vi skulle fokusere på amningen, fordi de mente at dette var grunden til at jeg var så ked af det. Det var så slemt, at da sygeplejersken kom ind for at måle min puls, og sagde “nu kan det være at vi snart skal se en amning”, der kørte min puls ellers bare op ad. Jeg havde ondt forneden, i mine bryster (de lignede to sten…) og hele min krop var smadret efter 3 timers hård intervaltræning fra 6 dage før. Desuden kunne jeg skifte bind hver 10. minut, så hvornår havde jeg tid til at nyde min nye tilværelse? Det var ikke det som jeg var blevet forberedt på.

De efterfølgende dage fik jeg det værre, og min kæreste stod op om natten for at give vores datter min modermælk igennem en sonde. Jeg gad ikke engang røre hende, men når jeg kiggede på hende begyndte tårene at løbe. Hun havde jo ikke valgt sin mor, så hvordan kunne jeg stå som den voksne foran sådan en lille én, og ikke gide hende? Ikke gide at passe på hende eller at elske hende?

Vi blev udskrevet om onsdagen, og vores lille datter var nu blevet flaskebarn. Jeg skulle ikke mere tænke på at min bryster skulle udsættes for noget som ikke føltes godt på mig.

I dag har jeg det bedre, og elsker min datter overalt på jorden. Jeg ville aldrig nogensinde vælge anderledes end jeg gjorde dengang vi valgte at beholde hende. Også selvom det vi var igennem var hårdt. Jeg ville gøre det hele igen for hende.

Dette blev en smule langt, men jeg håber at I læste dette med åbne øjne og husker på at det hele ikke altid kan være et glansbillede. Og til de kommende mødre som har læst hertil, mist aldrig modet, hvis du står i en lignende situation. Den største gave I nogensinde har fået, venter på at møde jer <3

Håber I kunne bruge denne historie til noget.

Knus

4 comments / Add your comment below

  1. Wauw, sikke et rørende og ærligt indlæg! Jeg tror, der er rigtig mange mødre, der kan kende denne situation. Så tak for dette indlæg. KH Esme

  2. Hold da op <3
    Jeg bliver virkelig rørt.

    Tak fordi du fortæller så ærligt omkring en fødselsdepression!
    Det er sindssygt vigtigt at få mere indsigt i denne tilstand.

    Isabella er heldig at have så reflekterende og omsorgsfuld mor som dig. Desuden kommer hun ALDRIG til at kunne huske at du har haft det svært ved at forholde dig til den alien der kom ud af din krop <3
    Du er SKØN

    1. DU er skøn! Tusinde tak for denne virkelig søde kommentar <3
      Det gør mig SÅ glad, og giver mig blod på tanden til at fortælle vores historie fra ende til anden.
      Tak fordi du læste med <3

Skriv et svar