Månedens Mommyview

Nu er vi kommet godt ind i juli måned, og det betyder en ny mommy på bloggen. Det er nemlig blevet tid til en ny omgang Mommyview!
Denne gang har jeg haft fornøjelsen af at interviewe Nicoline, som også blogger på Momster. Nicoline er 29 år, gift med Jesper, og så er hun mor til Emma, som hun fødte i april 2016.
Da Emma kom ud for at se verdenen var hun sund og rask, men det skulle vise sig at tage en drastisk ændring. Ikke ret lang tid efter fødslen blev Emma alvorligt syg af en d-dråbe forgiftning. Siden da har Emma været i gennem flere indlæggelser og prøver. I dag er Emma ude af sin d-dråbe forgiftning, men er stadig alvorligt syg pga. tryk i hjernen og afluk i baghovedet. 

Her ses Nicolines datter Emma, som trods alt smiler til hele verden

I gennem disse spørgsmål, som jeg har spurgt Nicoline, vil vi lærer mere om, hvordan starten som mor var, hvordan forløbet er gået, og så er der et lille råd til jer mødre eller kommende mødre, som sidder og læser med. Vil I følge med i Nicoline og hendes familie, så kan I læse mere på hendes blog lige HER.

Julie: Hvordan var jeres første tid efter fødslen? De første 2 uger.

Nicoline: De første to uger, var rigtig gode. Vi var indlagt de første otte dage efter fødslen, fordi Emma var lille og vendte forkert, så jeg fødte hende med numsen først. De ville derfor sikre sig, at hun var okay.
Vi havde lidt amme opstarts problemer, men et klip i tungebåndet hjalp.
Emma var meget mild og nem.
Jeg synes det var så surrealistisk, men helt fantastisk, at være blevet mor.
Jeg kommer ikke selv fra en kernefamilie, så det føltes – og gør stadig, SÅ rigtigt, at have sin helt egen familie ❤️

Julie: Du skriver, at Emma var meget nem, men følte du, at andre mødre havde det sværere end dig, med for eksempel et kolik barn?

Nicoline: Nej, jeg følte ikke andre nødvendigvis havde det svære. Jeg havde bare hørt så mange skræmmehistorier i min graviditet, så at Emma bare sov, var glad og ammede som hun skulke, virkede helt uvirkeligt for os.
🙂

Julie: Hvornår fandt du så ud af, at Emma faktisk var meget syg? Ændrede hun sit milde humør fra den ene dag til den anden, eller viste det sig over længere tid?

Nicoline: Det ændrede sig over tid. Omkring min fødselsdag i maj begyndte det at gå op for os. Hun begyndte at virke utilpas, græd mere, begyndte at se anspændt ud – også når hun sov. Hendes mave gik i stå og glimtet i hendes øjne forsvandt. Det hele kom snigende, så det var så svært at vurdere noget. Jeg vidste bare, at der var “noget” galt.

Julie: Hvordan holdt du humøret oppe med en datter, der ligepludselig ændrede sig fuldstændig? Og hvordan påvirkede det familien?

Nicoline: Det gjorde jeg vidst heller ikke helt. Jeg var så frustreret og græd meget. Dagen før vi blev indlagt, ringende jeg til vores læge, og brød fuldstændig sammen. Jeg blev bombarderet med spørgsmål/kommentarer a la: “har du mælk nok?” “Er der næring nok i din mælk?” “Du ammer da også alt for meget, det er da bare er derfor?” “Du skal bare lægge hende i barnevognen og gå tur – alle børn sover i barnevogn” osv, det var drøn hårdt! Jesper og jeg var begge meget bekymrede og al tid gik med at tale om det. Vores familier var meget uforstående. De kunne godt se, at Emma ikke var som hun plejede, men ellers kom der ikke så mange kommentarer derfra.

Julie: Efter en hård omgang med modstand fra næsten alle parter, hvordan foregik forløbet så da I fik hjælp og kom på rette vej med Emma?

Nicoline: Da de først opdagede, at det var helt galt med Emma, var det næsten som om, at vi blev båret igennem de næste mange måneder. Det var jo selvfølgelig ulideligt hårdt at være i, at Emma var så syg, men vi skulle ikke også tage stilling til, behandling osv. Det gjorde vores læger, det hele var livsnødvendigt, så der var slet ikke noget at tale om. I de korte perioder vi ikke var på hospitalet, blev vi taget rigtig godt af hjemme. Mine svigerforældre lavede aftensmad til os (de bor tæt på) min far og hans kone lavede mad til fryseren. Veninder skrev, spurgte, lyttede og var (og er) guld værd! Kommunen hjalp hurtigt med fysioterapi osv. Sundhedsplejersken kom oftere og det foregik altid hos os og ikke på deres klinik. Ingen steder skulle vi længere kæmpe. Alle tog hensyn. Det var så rart.

Julie: Man kan roligt sige, at selvom I havde modstand fra start, så var folk der til at hjælpe, da de fandt ud af, at det var virkelig alvorligt. Hvilke råd vil du til sidst give til en mor/kommende mor, som måske kunne ende med at stå i en lignende situation?

Nicoline: Ja 🙂 Lyt til din mavefornemmelse!
Det gælder både i forhold til velmenende råd, læger og alt mulig andet. Havde jeg turdet at trumfe igennem med min mavefornemmelse tidligere, var det nok ikke endt lige så galt med Emma, som det gjorde. Og hvis jeg havde afvist nogle af de råd jeg fik, fordi min mavefornemmelse strittede imod, havde jeg helt sikkert grædt færre tårer. Det er så vigtigt at turde, at sige fra og stå fast!
Selvfølgelig skal man lytte og tage imod det andre siger, men det, der råber imod dig selv og dine principper, skal du afslå.
Et andet råd er: Bed om hjælp! Sig højt, hvad du har brug for, for at klare fx et hårdt sygdomsforløb. For os har det været guld værd, at der var mad i fryseren og aftensmad hos mine svigerforældre.
For andre er det måske, at få gjort rent, der vil være en stor hjælp.
Og til sidst – ingen følelser er forkerte. Når man er presset helt til kanten, ingen søvn får og altid er bange, kan der dukke mange skræmmende og voldsomme tanker op. Sig dem højt, det hjælper 🙂🌸

Mor og datter. Sikke en livsglæde at se!

Tusinde tak til Nicoline for at dele sin og ikke mindst søde lille Emmas historie! Hvis der sidder nogle mødre derude i samme situation, eller en lignende, så håber jeg, at I kan føle og mærke håb i gennem denne erfaring, som Nicoline deler ud af. I kan følge Nicoline på hendes blog ved at trykke på linket øverst i indlægget, og så er hun selvfølgelig også på Instagram lige HER.

Kunne du have lyst til at være hovedperson i Månedens Mommyview? Så kan du sende en mail til mig på musensmor@hotmail.com

Knus og kram J <3

Skriv et svar